Om mig

Jeg er uddannet cand.scient.oecon. (matematik-økonom) med speciale i operationsanalyse og grafteori og har undervist i matematik på gymnasialt niveau og højere siden 2005. I 2019 blev jeg ansat som lektor på Aarhus Universitet, hvor jeg til dagligt underviser på ingeniørstudiet. 

I juni 2020 grundlagde jeg min virksomhed "Matematik - sådan skal du gøre" med det formål at få flere gymnasieelever og studerende til at blive glade for matematik. Struktur er nøglen til at kunne holde styr på de mange regler og formler, man møder i matematik. Derfor er min YouTube-side opbygget med playlister for hvert emne, hvor alt er organiseret kronologisk og overskueligt. Som supplement til mine videoer har jeg også skrevet flere e-bøger med uddybende forklaringer og links til mine egne video-gennemgange.

I januar 2024 udvidede jeg min virksomhed til også at tilbyde privatundervisning. Gennem mine mange år som underviser har jeg mødt en masse unge mennesker, som af forskellige årsager har haft dårlige oplevelser med matematik og derfor mistet modet, selvom evnerne var til stede. Jeg ser det som min fornemste opgave at få elever og studerende til at føle sig trygge og godt tilpas. Hos mig er der ingen, der skal føle sig presset, og tonen er altid positiv - så du kan roligt spørge om alt. Jeg giver ingen karakterer, men er der udelukkende for at hjælpe! Det er utroligt givende for mig personligt at opleve glæden og selvtilliden vende tilbage hos de unge mennesker.